Vi anmelder: Sharkoon Skiller SGS40 kontorstol
Her finder du en anmeldelse af gamingstolen Sharkoon SKILLER SGS40.
Det er en kontorstol til gaming produceret af Sharkoon (den testede model var i stof, ikke læder). Grundlæggende er det en kontorstol, som fra producentens side er specifikt designet til gamere og velegnet til gaming setups.
Før brugte jeg en almindelig spisebordsstol fra JYSK. At prøve Sharkoon SKILLER SGS40 gamingstolen var et markant skridt op på stort set alle parametre. Jeg havde især tidligere problemer med, at min stol over længere tid blev ubehagelig at sidde i. Den var ikke særligt egnet til arbejde ved computeren eller gaming. Det er til gengæld Sharkoon SKILLER SGS40, hvilket jeg vil uddybe i anmeldelsen.
Hvad siger producenten om SGS40?
Lad os først kaste et blik på producentens påstande om SKILLER SGS40 på deres hjemmeside. I introduktionen lægger jeg mærke til, at gamingstolen er designet med ekstra mild kurve til lænden, hvilket skulle resultere i behagelige stillinger selv ved flere timers brug. Dernæst er der lagt vægt på stolens forskellige indstillingsmuligheder, som burde passe ind i ethvert setup.
Dykker man længere ned i producentens præsentation, er SKILLER SGS40 gamerstolens stof fremhævet. Det skulle være særligt åndbart materiale, som giver komfort over længere gamingsessioner. Designet beskrives som sporty, og derfor også passende til racing, ligesom Sharkoon gør krav på et moderne design.
Derefter belyses indstillingsmulighederne yderligere. Armlænene kan justeres både horisontalt og vertikalt. Ryglænet kan lænes i en vinkel fra 90 grader til 160 grader. Der er altså lagt op til ergonomisk fleksible justeringer og en brugerdefineret opsætning. Afslutningsvist er det værd at nævne, at hjulene kan låses. Spørgsmålet er så, om stolen lever op til løfterne om komfort og fleksibilitet.
En yderst komfortabel gamingstol
Efter min mening lever SKILLER SGS40 gamingstolen op til langt de fleste løfter om komfort. Og det er vel nok det mest relevante for os, der bruger adskillige timer foran computeren, hvad end det er på arbejde eller gaming. I forhold til en RISSKOV spisebordsstol fra JYSK er det i hvert fald en markant opgradering.
Der blev lovet en mild og behagelig kurve til lænden, og her synes jeg, at SKILLER SGS40 stolen udmærker sig. Jeg kan nemt blive træt i lænden og ryggen af de stillinger, man udsættes for i stole, som ikke er lavet specifikt til kontorarbejde eller gaming. Jeg oplever, at jeg kan sidde i SKILLER SGS40 gamingstolen i adskillige timer uden at mærke noget til den form for muskulære udmattelse.
Dog har jeg en enkelt anke i forhold til komfortaspektet. SKILLER SGS40 fra Sharkoon er lavet i et stof, som givetvis er behageligt mod huden. Men jeg synes ikke, at det er specielt åndbart. På dage med højere temperaturer bliver det simpelthen for varmt at læne sig mod stolen i længere tid ad gangen. Det er et mindre kritikpunkt. Alt i alt er SKILLER SGS40 virkelig en komfortabel kontorstol.
Er Sharkoon SKILLER SGS40 for liret?
Der bliver lovet en stor mængde af brugerdefinerede indstillingsmuligheder, som gør det muligt at bruge SKILLER SGS40 kontorstolen i alle setups. Til mine behov er de mange muligheder også mere end rigeligt. I mit setup skal armlænene egentlig bare passe med mit skrivebord. Og ryglænet skal kunne indstilles, sådan at jeg ikke sidder for ret eller for tilbagelænet, men helt perfekt. Lændestøtten skal være behagelig. Tjek, tjek og tjek.
Hvad så med resten? Ryglænet kan bøjes 160 grader. På den indstilling så godt som ligger man ned. Vi snakker om en gamingstol, ikke en seng. SKILLER SGS40 gamingstolen kan også låses fast ved hjulene. Et værn mod vild gaming, må vi forstå. Hvor vildt kan det lige blive, fristes man til at spørge. Måske er racergaming undtagelsen.
Jeg synes, at ovennævnte funktioner virker lettere unødvendige. Måske kan andre finde værdi i dem. I sidste ende trækker disse lidt overflødige funktioner da heller ikke noget fra helhedsindtrykket af SKILLER SGS40 gamingstolen.
Kontorstolen er veldesignet og moderne
Ja, SKILLER SGS40 stolen har et moderne design. Her vil jeg give producenten ret i deres påstand. I min optik er den ikke kun egnet til gamersetuppet, men også til kontoret. Af tryk finder man kun producentens logo og navn relativt diskret placeret henholdsvis bag hovedets position og ved skulderen.
Som så ofte med design kommer det meget an på personlig smag. SKILLER SGS40 passer perfekt til min. I forhold til mere farverige stole som ThunderX3 CORE-Racer gamingstol er SKILLER SGS40 stolen minimalistisk og underspillet. Leder du efter en stol, som kan indpasses på arbejdet eller hjemmekontoret, er det altså et rigtigt solidt valg.
SKILLER SGS40 gamerstol: konklusion
På falderebet giver det god mening at kommentere på prisen af SKILLER SGS40 stolen. Sammenlignet med en prisvenlig Sharkoon Elbrus 1 og en lidt mere eksklusiv Arozzi Primo placerer SGS40’eren sig cirka midt imellem. At SKILLER SGS40 er en gamerstol i den midterste prisklasse, er efter min mening meget passende.
Du er med denne gamerstol sikret en høj grad af komfort. Der er kræset for detaljerne ved lænden, den kan lænes tilbage efter behag og armlænene kan justeres. Den er behagelig at sidde i, også i sessioner af flere sammenhængende timer. Designet er diskret og minimalistisk, så den egner sig til andet end et gamingsetup.
Samlet set har jeg kun nogle få, mindre anker at nævne. Den ene er, at stoffet på SKILLER SGS40 gamerstolen ikke er særlig åndbart. Den anden er, at der er for mange unødvendige funktioner indarbejdet i stolen. Som nævnt tidligere er disse kritikpunkter nærmest ubetydelige. Konklusionen er, at SKILLER SGS40 gamingstolen er en fremragende stol.
Fordele:
- Komforten er helt i top
- Der er de basale indstillingsmuligheder og tilfredsstillende fleksibilitet
- Designet er minimalistisk og dermed ikke kun egnet til et gamersetup
Ulemper:
- Stoffet er ikke så åndbart
- Der er for mange unødvendige funktioner
Rating:
9 ud af 10 stjerner